The Wild Atlantic Way – 15 dage kør-selv

På kanten af Europa strækker The Wild Atlantic Way sig 2.500 km. langs Irlands vestkyst fra Donegal i nord til Cork i syd.

Tag på en formidabel flot tur hvor I kommer til at se alt fra forrevne klippekyster, hvide sandstrande, små øer og charmerende byer til et rigt dyreliv med delfiner, havørne og sæler. Hele ruten er fuld af oplevelser, der bare venter på jer. Undervejs kan I nyde den hyggelige irske musik, spise på de mange lokale restauranter, der serverer masser af dejlig fisk og skaldyr.


Prisen inkluderer:

  • 14 overnatninger – på 4* hoteller
  • (eller mod tillæg en blanding af dejlige 4* & 5* hoteller)
  • 14 x morgenmad
  • 1 nat på vej mod Donegal
  • 2 nætter i Co Donegal
  • 1 nat i Co Sligo
  • 1 nat i Co Mayo
  • 2 nætter i Co Galway
  • 1 nat i Co. Clare
  • 3 nætter i Co Kerry
  • 1 nat i Co Cork
  • 2 nætter i Dublin

Flybilletter og billeje kan bestilles mod tillæg.

Det er muligt at tilføje ekstra nætter.

Priser er i DKK pr. person.

4* Hoteller (5* mod tillæg)

PeriodeDobbeltværelseEnkeltværelse
2024: 1 apr - 31 majfra kr. 14.300få et tilbud
2024: 1 - 30 junfra kr. 15.300få et tilbud
2024: 1 - 31 julfra kr. 15.900få et tilbud
2024: 1 - 31 augfra kr. 16.700få et tilbud
2024: 1 sep - 31 oktfra kr. 15.900få et tilbud
2024: 1 nov - 31 decfra kr. 14.300få et tilbud
2025: 1 jan - 31 marfra kr. 14.500få et tilbud

Rejsebeskrivelse

Dag 1: Ankomst Dublin & Enniskillen

Velkommen til Irland. Ankomst til Dublin lufthavn.
I kører nordpå mod den nordvestlige del af landet.
Området for første overnatning afhænger af ankomsttidspunkt, men det vil ligge omkring Enniskillen i Nordirland.


Dag 2: Donegal, Glenveagh National Park

Kør til Letterkenny hvor I evt. kan besøge Donegal Country Museum og videre nordpå gennem Glenveagh National Park. Den byder på masser af bjerge, søer og skove. Der er også en hel del råvildt.
I kan stoppe og få en rundvisning på Glenveagh Castle, som er bygget i skotsk stil, og desuden har en af Irlands flotteste haver.
Kør videre til I rammer nordkysten og den lille landsby Dunfanaghy.
Her er en dejlig sandstrand, og på halvøen ved Horn Head kan man køre en runde og nyde den smukke udsigt.

Overnatning i Letterkenny området.


Dag 3: Aran Island

Følg kysten vestpå og kør til Dungloe hvor befolkningen er irsktalende (vejskiltene er også uforståelige).
I byen afholdes der årligt den første weekend i juni “Traditional Pub of the Year” med masser af irsk musik på de lokale pubber.
Fra Dungloe kan man tage en færge til den uspolerede Aran Island/ Arranmore. Undervejs passerer man en række små øer, inden man krydser et stykke af det åbne Atlanterhav.
På øen spilles der også ofte irsk musik. Den har været beboet langt inden kelterne kom dertil, og den nuværende befolkning er på blot lidt over 500.
Tilbage på fastlandet kan I fortsætte til Ardara, hvor I finder Triona Design, der fremstiller håndvævet Donegal tweed. Virksomheden har været familieejet i 5 generationer.

Overnatning i Donegal området.


Dag 4: Slieve League, Donegal & Sligo

I dag skal I se de helt fantastiske Atlanterhavsklipper Slieve League, vest for Killybegs ved landsbyen Carrick. De er nogle af Europas højeste, og udsigten er formidabel. Fra det nærliggende besøgscenter kan man gå ud til klipperne eller tage med deres bus. Hvis I gerne vil tættere på, kan I tage en (åben) bådtur med Nuela Star fra havnen i Teelin.
Derfra til Killybegs der huser Irlands største fiskerflåde og så til Donegal by, hvor I kan besøge slottet af samme navn. Det ligger ved floden Eske og er bl.a. dekoreret med persiske tæpper og franske tapeter.
Derfra sydpå til Sligo, der også er kendt som Yeats-land. Det er opkaldt efter digteren William Butler Yeats, der efter eget ønske er begravet på kirkegården i Drumcliffe ved Benbulben Mountain.
Man kan gå op på Knocknarea Mountain og se Queen Maebh’s stendysse. Hun var den legendariske dronningehøvding, der herskede over Connemara. Fra bjergtoppen kan man nyde den fantastiske udsigt over Sligo Bay, bjergene og søerne i det smukke område.
Eller besøg Ceide Fields hvor I finder gravkamre, der er mere end 5000 år gamle.
Områdets flora er internationalt værdsat og enestående med planter der myldrer frem på nogle af Irlands mest spektakulære klippeformationer.

Overnatning i Sligo området.


Dag 5: Céide Fields, Achill Island & Westport

Ved Céide Fields i Ballycastle ligger verdens største og ældste marker i et oldgammelt før-historisk landskab med moser og en dramatisk klippekyst.
Kør mod sydvest til en spændende udflugt til Achill Island, der ligger ud for Westport og er forbundet til fastlandet med en bro.
Det er muligt at følge “Atlantic Drive” og se de stejle klipper, der falder brat ned mod det glitrende Atlanterhav.
Nær Slievemore finder man den forladte landsby, der er består af resterne af næsten 100 stenhytter, som blev forladt under den store hungersnød i 1840’erne.
Fortsæt til den lille hyggelige by Westport der ligger i hjertet af Irlands længste off-road vandre- og cykelrute, Great Western Greenway.

Overnatning i Westport, Co Mayo.


Dag 6: Co Galway, Kylemore Abbey, Killary Fjord, Connemara

I kører sydpå til Leenane. Lige uden for byen kan I tage på en spektakulær sejltur med katamaran på Killary Fjord, der er Irlands eneste fjord. Den er 16 km lang og op til 45 m dyb. I sejler Killary Cruises “The Connemara Lady”.
Forsæt til det smukke og unikke Kylemore Abbey, der ligger smukt med udsigt over Pollacopul Søen. Det er i de sidste 300 år blevet drevet af benediktinernonner.
I den nærved beliggende landsby Creggan kan I nyde en tur til fods ud på tidevandsøen Omey i tidsrummet to timer før lavvande til to timer inden højvande (check på sailing.ie).
Derefter kører I gennem Connemara Nationalpark, der er et helt fantastisk smukt, men også barskt område, med bjerge og utallige søer. Der lever vilde ponyer og rådyr, der kan ses mange steder.
Slut af med at se den hyggelige lille by Clifden helt ude på vestkysten.

Overnatning i Connemara, Co. Galway.


Dag 7: Connemara, Aran Øerne

I Ballyconneely syd for Clifden ligger den fantastisk smukke Connemara Championship Golf Club, der vil glæde enhver golfspiller, med dens udsigt over Atlanterhavet.
Kør på opdagelse i det smukke landskab. Der er fantastik flotte kyststrækninger, med sandstrande. Kører man ind i landet, kan det anbefales at tage den eventyrlige vej langs med Lough Inagh, hvorfra man kan se bjergene Twelve Pins.
Alternativt kan I bruge dagen på at besøge Inishmore, der er den største af de tre Aran øer. Øen er tilgængelig med færge (kan forudbestilles hos os). På øerne er sproget stadigvæk hovedsageligt gælisk, og de har bevaret mange af de irske ø-traditioner, der vidner lidt om, hvor hårdt livet kan være her. I kan komme rundt på øen med hestevogn, til fods, på cykel eller med minibus.
Se også de lokale damer strikke de berømte Aran sweaters.
Man bør se den mystiske Dun Aengus, der er et 2000 år gammelt fort beliggende på kanten af en 100 m høj klippe med udsigt over Atlanterhavet.

Overnatning i Connemara, Co. Galway.


Dag 8: Galway, Clare, Cliffs of Moher, delfiner

Det er oplagt at følge kystvejen tilbage mod Galway. Spadser lidt rundt i området omkring Eyre Square med de hyggelige smalle gader med charmerende butiksfacader. Galway har gennem tiderne tiltrukket mange musikere og kunstnere, hvilket har sat sit præg på den livlige universitetsby.
Derfra videre sydpå til Co. Clare, der er kendt som ”Land of the Castles”. Mange steder er der masser af får, også på de små veje, og markerne er omkransede af de typisk irske stendiger. Små huse og lyngklædte bakker hører med til landskabet. En uforglemmelig oplevelse!
Kør langs med kystvejen mod Black Head. I kan besøge Ailwee Cave ved den lille by Ballyvaughan, der også er et godt stop for frokost.
Derfra gennem Burren-området der er et biologisk vidunder med mere end 200 forskellige planter og sjældne blomster. Det måneagtige kalkstens-landskab har masser af underjordiske grotter og stendysser.
Kør ud til kysten hvor I finder de imponerende Cliffs of Moher, der rejser sig 200 m op fra Atlanterhavet.
Hvis I vil se delfiner så fortsæt sydpå til Kilrush, hvor I kan tage en bådtur med Dolphin Discovery, der har en 98% garanti for, at man ser delfiner på deres ture.

Overnatning i Co Clare.


Dag 9: Limerick & King John's Castle

I kører sydpå og besøger middelalderbyen Limerick. Der ligger King John’s Castle, der blev bygget mellem år 1200 og 1210, og det har været centrum for det meste af Limericks turbulente historie.
Når I forlader byen, kan I køre ind i det nordlige Co Kerry og besøge Foynes Flying Boats Museum, der fortæller historien om havnen i Foynes og dens forbindelse med flyvebåde i perioden 1939 – 1945. Smag også en Irish Coffee, her hvor kokken Joe Sheridan i 1942 lavede de første af slagsen for at give varmen til nogle stakkels kolde og våde passagerer.
Fortsæt videre til Killarney, i hjertet af Co. Kerry.

Overnatning i Killarney, Co. Kerry.


Dag 10: Dingle Halvøen

I dag skal I udforske Dingle halvøen med nogle af Irlands skønneste kyststrækninger og dramatiske landskaber. Vejen, der går rundt på øen, er virkelig flot, og I kører igennem en bjergkæde kaldet Slieve Mish.
Dingle halvøen er også berømt for dens keltiske monumenter og kristne kirker.
Dingle er en fiskerby med charmerende pubber, et whisky- og gindestilleri, smalle gader og en travl havn.
Turen fortsætter til Slea Head. Besøg Dunquin på den vestligste spids på halvøen.
Her kan I også kigge ind i Blasket Centre, som viser livet på de nu ubeboede barske Blasket Islands. Beboerne forlod dem i 1953. De snakkede kun irsk, og det er deres efterkommere, der i dag bor på Dingle halvøen.
Kør tilbage til jeres hotel og nyd evt. en tur i Killarney National Park, hvor der er masser af vandre- og cykelstier og mulighed for en tur i hestevogn.
Om aftenen er det en god idé at besøge én eller flere af Killarney pubber, hvor der spilles levende musik.

Overnatning i Killarney, Co Kerry.


Dag 11: Ring of Kerry

I dag kører I på en af Irlands mest berømte ruter, “The Ring of Kerry”: Her er et væld af bjerge, dale, søer og smukke kyststrækninger. I følger bl.a. den dramatiske kystlinje, der omkranser Inveragh Halvøen, og igennem smukke landsbyer som Killorglin, Cahirciveen og Sneem.
Følg vejen Kenmare og på vej dertil kan I stoppe ved Lady’s View, hvor der er en flot udsigt over landskabet og derfra gennem Moll’s Gap.
I Valentia Island kan I besøge Skellig Experience, der omhandler livet på Skellig Islands, der ligger ca. 12 km ud fra kysten. Den største, Skellig Michael, var engang beboet af munke, der må have levet et barskt liv. Der er bådture dertil fra havnen og vi anbefaler, at vi forudbestiller.
For de, der har en sød tand, er et besøg på den familieejede Skelligs chokoladefabrik en oplagt mulighed. Den ligger ved kysten i Balinskellig.
Kør videre til Waterville, der er hjemsted for nogle super gode golfbaner og et kendt sted for fiskeri af både havørred og laks.
Tag videre rundt langs kysten og tilbage til Killarney.

Overnatning i Killarney, Co Kerry.


Dag 12: Blarney Castle & Cobh

Så er det tid til at forlade Co Kerry og køre mod sydøst til Co Cork.
Besøg Blarney Castle der er fra 1446. Det ligger 8 km fra Cork by og er et af Irlands ældste slotte. Det er berømt for Blarney Stenen “the Stone of Eloquence”, der siges at berige enhver, der kysser den, med gode talegaver. Prøv selv!
Kør videre forbi Cork mod syd til Cobh. Besøg Cobh Heritage Centre, der ligger i en gammel stationsbygning. Her kom de irske emigranter igennem, når de rejste ud til de nye verdener. Der kan man få et indtryk af hvilke gruelige genvordigheder de ofte måtte udholde på rejsen.
Det var iøvrigt også der, Titanic lagde til for sidste gang på dets tragiske sidste rejse.

Overnatning i Co Cork.


Dag 13: Rock of Cashel & Dublin

Denne morgen kører I fra Cork mod Dublin. På vejen kan I besøge the Rock of Cashel, som rejser sig dramatisk fra det flade landskab. Det er det sted i Irland med flest monumenter samlet på ét sted. Man kan se både kirkelige og kongelige bygninger, bl.a. det runde tårn, et smukt kapel fra 1300-tallet og den vidunderlige Hall of The Vicar Choral (kirkesangerens sal).
Ved foden Af Rock of Cashel finder man Bru Boru, en kulturel landsby der er hjemsted for studier af Irsk folkemusik, dans, teater og keltisk historie.
Når I kommer til Portlaoise, fortsætter I til Kildare, hvor det er muligt at besøge Irish National Stud og Japanese Gardens.
Derfra til Dublin hvor I kan nyde aftenen.

Overnatning i Dublin.


Dag 14: Sightseeing i Dublin

I kan tilbringe dagen med at gå på opdagelse i den irske hovedstad. Se nogle af de mange spændende attraktioner, f.eks. Guinness Bryggeriet hvor man kan smage en pint i baren øverst oppe, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Dublin. Eller besøg Teeling Distillery.
Trinity College, der blev grundlagt tilbage i 1592 af Elisabeth I, er Irlands ældste universitet. Det huser bl.a. den berømte “Book of Kells” fra det 9. årh., der er et af verdens ældste manuskripter og en af Dublins hovedattraktioner.
Den nyere del af byen, der ligger i det gamle havneområde øst for shopping området, er spændende med mange interessante bygninger, og der dukker hele tiden nye cafeer, restauranter og butikker op. Dublin har også andre interessante museer, f.eks. EPIC The Irish Emigration Museum, Irish whiskey Museum og vikingemuseet Dublinia, der viser byens historie.
Dublin er også alle tiders shoppingby.
Om aftenen er det hyggeligt at besøge nogle af de mange restauranter, cafeer og pubber. Man kan f.eks. bestille en irsk aften med middag og traditionel irsk musik og sang.
Billetter til diverse attraktioner kan forudbestilles hos os.

Overnatning i Dublin.


Dag 15: Hjemrejse

Alt efter jeres flyafgang vil der evt. være tid til lidt mere sightseeing eller shopping i Dublin.

Byen har også mange spændende gallerier og kunstmuseer.

Turen kan evt. forlænges med ekstra nætter.


Kontakt os

Kontakt os ved at ringe til os på  +45 4971 8037

I er også meget velkomne til at udfylde nedenstående formular, så kontakter vi jer, så vi sammen kan sammensætte den helt rigtige rejse til jer.

I kan ikke bestille vores rejser online, da rejserne tilpasses vores kunders ønsker.

Åbningstider
Mandag – torsdag kl. 9:00 – 17:00.
Fredag: kl. 09:00 – 16:30.
Lørdag & søndag: Vi er ofte til at få fat i på tlf. – så ring til os. Ellers læg en besked, så ringer vi tilbage.

Vi kan også tilbyde at ringe jer op uden for vores normale åbningstid, hvis det passer jer bedre.

Travel's Easy - Susanne Bøgvad AubertinKontakt: Susanne Bøgvad Aubertin